Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Motorik

Klynge B - Amager sætter fokus på børnenes motorik – må vi også lege med dit barn?

At have en god motorik er utrolig vigtigt for børn. Det er sjovere kunne kravle, gå og løbe, end altid at sidde i sandkassen med skovl og spand. Det er dejligt at være med til at spille bold, hoppe og balancere, med de andre børn i gruppen. At kunne, giver barnet en plads i fællesskabet.

Det er sundt at bevæge sig, at løbe, klatre og sjippe grundlægger de gode vaner for bevægelse også i voksenlivet. Indlæring og motorik hører sammen, det har vi vidst gennem længere tid.

Allerede fra børnene er helt små, kan vi se, at de er motorisk usikre. De kravler sent, går usikkert og har svært ved at løbe. De motorisk umodne børn kan ikke lide at kravle op, har svært ved at hoppe og spille bold.

I Klynge B – Amager vil vi være sikre på, at vi finder og leger motorik med alle de børn, der har brug for en indsats der styrker motorikken. Vi har derfor valgt at motorisk screene alle ”vores” børn.

Fysioterapeut Vibeke Winter har udviklet nogle nemme og sjove motoriske screeninger, som personalet i vores 4 afdelinger har fået undervisning i.

Vi vil gerne finde alle de børn, der har brug for ekstra motorisk leg og har derfor behov for jeres samtykke.

Den motoriske screening foregår som en leg. De børn der har brug for ekstra motorisk leg, skal herefter lege motorik 3 x 3 minutter dagligt. Vi leger motorik 1 gang om dagen i daginstitutionen og håber, at I som forældre vil lege motorik 2 x 3 minutter om dagen med jeres barn.

Forældrene til de børn, der har brug for at lege motorik, vil blive kontaktet af personalet fra barnets stue.

I får udleveret en lille folder, hvor det fremgår, hvad I skal lege med jeres barn for at styrke motorikken.

3 måneder efter første screening – udfører vi en ny screening, så vi kan se at barnet udvikler sig motorisk.

Når vi hjælper de motorisk umodne børn til en bedre motorik, vil barnet allerede inden det går ud af vuggestue eller børnehave, have styr på sin krop, have opnået en større selvstændighed og have fået mere glæde ved at bevæge sig.

Se evt mere på Børn og Motoriks hjemmeside. Her kan de se lege der styrker motorikken. Du kan også selv lave en lille motorisk screening.

www.boernogmotorik.dk

FB: Boernogmotorik